De tre første af i alt fem genfortolkninger af Shakespeare-klassikere er udkommet i serien "Shakespeare genfortalt" på Gyldendal. Det er med vekslende succes

Shakespeare skabte komplekse og mindeværdige karakterer, hvis følelsesmæssige virkelighed man stadig kan relatere til i dag. Fra skæbnebestemte elskende som Romeo og Julie til tragiske helte som Hamlet fortsætter hans karakterer med at fascinere publikum.

Shakespeare har en evne til at fange kompleksiteten af den menneskelige tilstand, som gør hans værker tidløse. Hans udforskning af kærlighed, ambition, magt og moral taler til publikum på tværs af kulturer og generationer.

Måske derfor er hans værker blevet gendigtet, moderniseret og genfortolket gennem tiderne. Tænk blot på ”West Side Story”, som er baseret på ”Romeo og Julie”, ligesom filmværker som ”Romeo + Juliet” eller zombie-romcom-udgaven ”Warm Bodies” fra 2013.

Derfor er det helt legitimt, at Gyldendal har besluttet sig for at bede en række danske forfattere om at gendigte Shakespeare til unge. Tanken er vel på den måde at bidrage til almendannelsen og til videreførelsen af en markant middelalderforfatters værk.

Nu er det med de første tre bøger i serien "Shakespeare genfortalt" Mads Ananda Lodahl, der har gendigtet ”Romeo og Julie”, mens rutinerede Kim Fupz Aakeson har taget fat på ”Macbeth”, og Laura Ringo som den sidste har gendigtet ”Købmanden i Venedig”. Tilgangene til disse tre gendigtninger er dog yderst forskellige, også i forhold til hvor frit de forholder sig til originalen. Man kan sagtens opleve ”West Side Story” uden at kende forlægget og opleve musicalen som et værk i egen ret. Det er dog spørgsmålet, om disse tre nye danske værker kan stå alene, eller om man er nødt til at kende Shakespeares historie for at få nok ud af dem.

Tættest på forlægget Aakesons roman er den, der ligger tættest op ad Shakespeare. Historien om Macbeth handler om en skotsk adelsmand, der får en spådom af tre hekse om, at han vil blive konge. Opmuntret af sin ambitiøse hustru dræber Macbeth kong Duncan for at tage tronen. Dette fører til en række mord, paranoia og skyld. Til sidst bliver Macbeths kone sindssyg, og Macbeth selv dræbt i kamp, hvorpå ordenen genoprettes i Skotland.

Hos Aakeson er det en bandes næstkommanderende, der har rollen som Macbeth. Han dræber bandelederen og bliver selv chef, men må samtidig likvidere blandt andre tætte venner og deres koner og børn. Skyldfølelsen får konen til at blive sindssyg og Macbeth selv til at lide svære samvittighedskvaler og af galopperende paranoia. De tre hekse, der spår Macbeth, er her tre kællinger, der dog har lige præcis den mystik, der skal omgærde tre hekse.

Bogen er kort, kun 95 sider, og det går over stok og sten. Det er spændende, og kernefortællingen er stadig den samme, selvom den er i moderne gevandter. Den bibringer ikke historien noget nyt, men moderniserer den dygtigt.

Bøller fra Herning Det samme kan man ikke helt sige om Lodahls udgave af ”Romeo og Julie” eller om Ringos ”Købmanden i Venedig”, selvom de to værker har taget vidt forskellige valg.

Lodahls tilgang er den mest radikale, hvad man næsten også kan læse ud af den valgte titel: ”Romeo og Julian”. I originalen er Romeo og Julie to unge fra to stridende familier i Verona. Trods familiernes fjendskab forelsker de to sig dybt i hinanden. De beslutter sig for at gifte sig i hemmelighed, men en række tragiske misforståelser fører til, at begge ender med at tage deres eget liv. Deres død forener til sidst de to stridende familier. I starten er Romeo dog vildt forelsket i en Rosaline, og skiftet i kærligheden fra denne til Julie sker ganske abrupt.

Hos Lodahl hedder Rosaline Helena og er fotomodel. Skiftet fra hende til drengen Julian er som i forlægget også pludseligt. Nok også overraskende er det i sig selv, at skiftet her også omfatter den udkårnes køn. Dette kunne umiddelbart forventeligt have været omtalt i bogen, men nej, end ikke en antydning herom er der.

De to fjendtlige adelsfamilier er skiftet ud med bøller fra to konkurrerende bydele i Herning, henholdsvis Tjørring og Lind. Det virker en smule søgt. Slutningen er også stærkt afvigende fra oplægget, for hvor det hos Shakespeare er kirken, der forsøger at forene de elskende, er det nu en fanatisk kristen konvertit, der vælger at myrde Julian med gift, hvorpå Romeo begår selvmord af sorg. Og der er ingen forbrødring mellem Tjørring og Lind.

En så stor ændring af historien virker forkert, ligesom det at skulle gøre historien woke ved, at Romeo kan blive lige så forelsket i kvinder som i mænd, bare virker lidt vanskeligt at sluge uden et minimum af refleksion fra hovedpersonen.

Muligvis er jeg her hæmmet af min egen kønsidentitet og alder, for pointen kan lige så godt være, at det er helt naturligt, at det kan ske, og derfor er det ikke værd at kommentere. Det er jo en pointe i sig selv. Man kommer dog ikke uden om, at det klart er Lodahls egen agenda, der skinner så tydeligt igennem, at Shakespeares oprindelige historie bliver væk, selvom der fortsat er ganske mange citater fra originalen i romanen.

Feministisk kampskrift Ringos ”Vægten af et hjerte” holder sig til grundfortællingen i ”Købmanden i Venedig”, men med ændringer på enkelte, ret så afgørende punkter.

Historien hos Shakespeare er som følger: Bassanio ønsker at fri til den rige arving Portia, men mangler penge til at finansiere sit bejleri. Hans ven købmanden Antonio låner penge af den jødiske långiver Shylock. Som sikkerhed for lånet stiller Antonio et pund af sit eget kød. Imens flygter Shylocks datter, Jessica, med sin elsker Lorenzo og konverterer til kristendommen, hvilket forværrer Shylocks vrede mod Antonio. Da Antonio ikke kan betale lånet tilbage til tiden på grund af skibsforlis, kræver Shylock sit pund kød.

I retten forsvarer Portia, der er forklædt som en ung advokat, Antonio og finder en løsning, der redder ham og ruinerer Shylock. Bassanio og Portia bliver gift, og Antonio får sine skibe og rigdom tilbage, idet skibsforliset viste sig ikke at være sandt.

Hos Ringo foregår historien fortsat i Shakespeares tid, men hun antyder kraftigt, at Bassanio og Antonios forhold er mere end platonisk, ligesom at Ringo lader Lorenzo efterlade Jessica hjælpeløs efter at have forsøgt at røve hende.

Mændene er med andre ord nogle dumme svin, hvad Portia ikke undlader at sige højt. Og det antydes til sidst, at Portia også har et forhold til sin tjener Nerissa. Ringo kan også fortælle, at det er Portia, der har iscenesat nyheden om Antonios skibsforlis. Således bliver historien hos Ringo et slags feministisk kampskrift, som Portia efter mange hundrede år endelig kan fortælle. Historien fungerer. Det er godt fundet på og hænger fornemt sammen.

Gendigtning med vekslende succes De tre værker fungerer som selvstændige romaner, men hvor læsere af Aakesons "Mac" vil kunne genkende originalen, vil det knibe mere med Lodahls "Romeo og Julian". Her synes jeg, at baggrundshistorien med Tjørring og Lind ikke helt er troværdig nok. Laura Ringos ”Vægten af et hjerte” er forfriskende og sjov, ikke mindst fordi Portia i bogens forord går i rette med Shakespeare og kalder ham for en idiot: ”Genier findes ikke, og ingen fornuftige karakterer taler i vers.” Jo tak, det er at gå i dialog med sit forlæg, og selvom man får mest ud af forordet, hvis man kender stykket, så kan man sagtens godte sig over Portias harme, selvom man aldrig har hørt om ”Købmanden i Venedig”.

Der udkommer næste år et par ekstra gendigtninger, idet Sarah Engell og Zakiya Ajmi vil gendigte henholdsvis "Othello" og "Hamlet". Det bliver sjovt at se, hvad de får ud af det!

2024-10-23

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret