Jakob Martin Strids nyeste billedbog har det hele; den er båret af en social indignation og af klimabekymring, men også af optimisme og den vildeste fantasi

Det er på alle måder en voldsom og gavmild bog, som Jakob Martin Strid efter 15 års arbejde har udgivet.

Strid er kendt for bøger som ”Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor”, ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære”, ”Min mormors gebis”, ”Mustafas kiosk” og ”Lille frø”, der alle nærmest har klassikerstatus.

Det, der især adskiller ham fra andre kunstnere, er hans boblende og ultranaive fortælleglæde i såvel billede som tekst, og en uforlignelig evne til at koble tekst og illustrationer sammen, så de fremstår som en udelelig enhed.

Originalillustrationerne til bogen er op til to meter lange og er for tiden udstillet på museet Copenhagen Contemporary på Refshaleøen i København. Fordi Strid har arbejdet i dette kæmpeformat, har han også kunnet tegne selv små detaljer, som man kan gå på opdagelse i. For eksempel, da bussen flyver forbi guderne i himlen, og man på en af gudernes håndled kan se et guldur og ovenikøbet læse mærket Rolex med modelnavnet ”Sky Dweller” på det.

Havde illustrationerne været mindre, havde dette ikke kunnet lade sig gøre. Bogen er i sig selv kæmpestor, 74 centimeter bred i opslået tilstand, 30 centimeter høj og vejer 2,6 kilo. Man har simpelthen brug for et bord, den kan hvile på, når den skal læses. Jeg har prøvet at have den på skødet, mens jeg læste den op for et barn. Det duer simpelthen ikke.

Historien er som følger: i havneområdet ved Ahnstarr City hersker desperationen, fordi de ulovlige huse på kajen bliver ryddet ét for ét, så de fattige beboere ingen steder har at bo. Desuden er den lille Timo blevet så syg, at der snart ikke er mere håb for ham. Men en gammel myte fortæller om det lykkelige land, Balanka, hvor nogle særlige helbredende Safran-liljer vokser. Et par af beboerne har tidligere forsøgt at komme til Balanka uden held. Nu, hvor alle er ved at være hjemløse, og Timo er døende, insisterer bogens fortæller, Taku, på, at de gør endnu et forsøg. Det lykkes at få alle med på initiativet, og i en gammel hal begynder de at bygge en bus, der skal fragte dem de 100.000 kilometer hen til Balanka. For at nå derhen skal de over en masse farlige og isolerede steder og såmænd også få bussen til at flyve for at nå deres endelige destination.

Strids teknikfascination fornægter sig ikke. Busbyggeriet er et nøjsomt studium i, hvordan sådan en bus kunne se ud, og hvad den indeholder: ”Bussens hovedmotor var en 18-cylindret turbodiesel med 7200 hestekræfter (…). Hovedmotoren blev monteret midt i bussen, imellem V-8 startmotoren og de to V-10 benzin-motorer. Dette ville give en samlet effekt på 18.500 hestekræfter.”

Indimellem lader Strid tegningerne være blåhvide, som var det en rigtig teknisk tegning. Til andre tider laver han markeringer på tegninger med blå tusch med pile, så man lægger mærke til noget specifikt i tegningen.

Et meget nærværende element i bogen er den sociale indignation. For eksempel er et af de første stop med bussen et, hvor man samler Takus far op fra en fabrik, hvor han stort set har siddet indespærret i et år for at tjene penge til, at Taku kan gå i skole, og så Taku og hans mor kan få mad. Og den lidende Timo er syg, fordi luften er fuld af smog og forurenet.

Det er virkelig en bog, man synker ind i, nærmest i bogstavelig forstand, for den er som sagt enorm, og detaljerigdommen gør, at man dykker ned i den for at få det hele med. Selvfølgelig ender fortællingen lykkeligt, og undervejs er man blevet morderlig godt underholdt og vildt imponeret over hele projektet, tegningerne, den vilde rejse med den seje bus hen over den imaginære verden og den fantasi, der strømmer ud af hvert penne- og penselstrøg. Her kan vi for alvor se, hvad billedbogen kan. Ingen tvivl om, at en ny klassiker er født.

2024-11-14

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret